Sklera

Sklera er den hvide, faste del af øjet, som de fleste ser, når de kigger sig i spejlet. Den kan ligne en passiv skal, men har stor betydning for øjets form, styrke og beskyttelse. Når sklera bliver betændt, tynd eller misfarvet, kan det være tegn på både lokal øjensygdom og sygdom andre steder i kroppen.

Hvad er det?

Sklera er øjets stærke ydervæg. Den består af tæt bindevæv og danner den hvide del, som omgiver hornhinden. Man kan sammenligne den med et fast hylster, der holder øjet i den rigtige form og beskytter de mere sarte strukturer indeni. Sklera fortsætter bagtil hele vejen rundt om øjet og er samtidig det sted, hvor øjets ydre muskler hæfter. Det gør den vigtig både mekanisk og funktionelt.

Når man taler om sygdom i sklera, mener man oftest enten betændelse, som kaldes skleritis, eller udtynding og svækkelse af vævet. Nogle patienter henvender sig også på grund af blålig eller grålig misfarvning, som kan skyldes, at sklera er blevet tyndere, så de mørkere lag under den skinner igennem. Det er vigtigt at skelne mellem sklera og bindehinden, som er den tynde, gennemsigtige slimhinde ovenpå. Irritation i bindehinden er almindelig og ofte ufarlig, mens sygdom i selve sklera kan være mere alvorlig og kræver en grundig vurdering.

Sygdomsudvikling

Når sklera bliver betændt, opstår der en reaktion i det dybe væv i øjets væg. Det giver typisk en mere dyb, borende smerte end den overfladiske svien, man kender fra tørre øjne eller almindelig irritation. Smerten kan stråle til pande, kæbe eller tinding og bliver ofte værre om natten eller ved øjenbevægelser. Rødmen er som regel mørkere violet eller dybrød end ved en almindelig øjenbetændelse, fordi de dybere blodkar er involveret. Hvis betændelsen er udtalt, kan vævet tage skade, og sklera kan blive tyndere med tiden.

Sygdomsforløbet afhænger meget af årsagen. Hos nogle er der tale om en isoleret betændelsestilstand i øjet, men hos mange hænger skleritis sammen med en autoimmun sygdom som leddegigt eller anden bindevævssygdom. I de tilfælde kan betændelsen komme igen i perioder og kræve længerevarende behandling. Hvis sklera bliver svært beskadiget, kan det påvirke nærliggende strukturer som hornhinden, regnbuehinden, årehinden og i sjældne tilfælde selve synsnerven. Derfor handler det ikke kun om rødme og smerter, men også om at beskytte synet på længere sigt.

Forekomst

Sygdom i sklera er langt mindre almindelig end for eksempel tørre øjne, konjunktivitis eller irritation fra kontaktlinser. Skleritis ses relativt sjældent i almen praksis, men på en øjenafdeling ses den især hos voksne midt i livet og hos ældre patienter. Tilstanden kan ses hos begge køn, men nogle former forekommer lidt hyppigere hos kvinder, blandt andet fordi flere autoimmune sygdomme er hyppigere hos kvinder. Udtynding af sklera kan også ses efter tidligere operationer, traumer eller langvarig betændelse. Hos børn er egentlig sklerasygdom usædvanlig og kræver altid særlig opmærksomhed.

Risikofaktorer

Den vigtigste risikofaktor for skleritis er en underliggende autoimmun eller inflammatorisk sygdom. Det gælder især leddegigt, vaskulitsygdomme, inflammatorisk tarmsygdom, lupus og andre bindevævssygdomme. Tidligere øjenkirurgi, skade mod øjet og i sjældnere tilfælde infektion kan også være årsagen. Nogle patienter udvikler skleraforandringer efter mange års lokal eller systemisk inflammation. Hvis man tidligere har haft episoder med skleritis, er risikoen for tilbagefald også større. Endelig kan visse sjældne medfødte bindevævstilstande give en tyndere og mere sårbar sklera.

Diagnostik

Diagnosen stilles først og fremmest ved en grundig øjenundersøgelse. Man vil typisk spørge ind til smerternes karakter, varighed, synsforandringer, lysfølsomhed og om der er kendt gigt- eller bindevævssygdom. Ved undersøgelsen ser man på rødmens placering og dybde, om der er ømhed ved berøring, og om der er tegn på udtynding af sklera. Spaltelampeundersøgelsen er central, fordi den gør det muligt at vurdere, om betændelsen sidder overfladisk i episclera eller dybere i sklera. Det er en vigtig forskel, da episcleritis ofte er mild og selvbegrænsende, mens skleritis kan være mere alvorlig.

Hvis der er mistanke om egentlig skleritis, supplerer man ofte med yderligere undersøgelser. Det kan være måling af synsstyrke og øjentryk, vurdering af hornhinde og nethinde samt i nogle tilfælde ultralydsscanning af øjet, især hvis der er mistanke om involvering af den bageste del af øjet. Blodprøver er ofte relevante for at lede efter tegn på autoimmun sygdom eller infektion. Hos nogle patienter samarbejder øjenlægen med reumatolog eller intern mediciner, fordi øjensymptomerne kan være det første tydelige tegn på en mere generel sygdom i kroppen.

Behandling

Behandlingen afhænger helt af årsagen og af, hvor alvorlig tilstanden er. Ved mildere former kan antiinflammatorisk behandling i tabletform være tilstrækkelig, men mange patienter har behov for stærkere behandling med binyrebarkhormon. Øjendråber alene er sjældent nok ved egentlig skleritis, fordi betændelsen sidder for dybt i vævet. Hvis der er tale om en autoimmun årsag eller et mere aggressivt forløb, kan det blive nødvendigt med immundæmpende medicin over længere tid. Det sker ofte i samarbejde med andre speciallæger, så både øjet og den underliggende sygdom bliver behandlet ordentligt.

Hvis der er mistanke om infektion, er behandlingen en anden, og her skal man være forsigtig med immundæmpende medicin, indtil årsagen er afklaret. Infektiøs skleritis kan kræve antibiotika eller anden målrettet behandling og tæt kontrol. Ved udtalt udtynding af sklera kan kirurgi i sjældne tilfælde komme på tale for at styrke øjets væg og forebygge komplikationer. Samtidig behandler man eventuelle følgeproblemer som forhøjet øjentryk, hornhindepåvirkning eller betændelse i andre dele af øjet. Kontrolforløbet er vigtigt, fordi sygdommen kan ændre sig hurtigt, og behandlingen ofte skal justeres undervejs.

Prognose

Prognosen er god, hvis tilstanden opdages i tide og behandles korrekt. Mange patienter får ro på betændelsen og bevarer et godt syn, især når behandlingen sættes ind tidligt. Det gælder særligt de tilfælde, hvor sygdommen er begrænset og reagerer hurtigt på medicin. Hvis der samtidig findes og behandles en underliggende systemisk sygdom, bliver forløbet ofte mere stabilt. Det vigtigste er, at man ikke går for længe med dybe øjensmerter og vedvarende rødme uden at blive undersøgt.

Prognosen bliver mere alvorlig, hvis skleritis er tilbagevendende, nekrotiserende eller led i en aktiv autoimmun sygdom. Her er der større risiko for vævsskade, udtynding af sklera og påvirkning af synet. Nogle patienter får et langvarigt forløb med behov for gentagne kontroller og justering af medicin. Selv i de tilfælde kan man ofte opnå god sygdomskontrol, men det kræver tæt opfølgning og et godt samarbejde mellem patient, øjenlæge og eventuelt andre speciallæger. Ved nye smerter, øget rødme eller synsændringer skal man reagere hurtigt, fordi tidlig behandling gør en reel forskel.