Okulært iskæmisk syndrom (OIS) er en alvorlig tilstand, der opstår som følge af kronisk nedsat blodforsyning til øjet, typisk forårsaget af svær stenose eller okklusion af arteria carotis interna. Tilstanden kan påvirke både det forreste og bagerste segment af øjet og er et tegn på alvorlig systemisk kardiovaskulær sygdom.

 

Hvad er okulært iskæmisk syndrom?

Ved OIS er blodtilførslen til øjet så nedsat, at der opstår kronisk iltmangel i øjets væv. Tilstanden skyldes oftest arteriosklerotisk forsnaeving af arteria carotis interna på samme side (ipsilateralt), typisk med over 90 % stenose. Den nedsatte perfusion påvirker både nethinden, årehinden og det forreste segment, herunder iris og strålelegemet. OIS er ofte et første tegn på svær carotissygdom og bør give anledning til akut udredning af den cerebrovaskulære status.

 

Sygdomsudvikling

OIS udvikler sig typisk gradvist over uger til måneder. Patienten bemærker langsomt progredierende synsnedsættelse på det ene øje. Nogle patienter oplever forbigående synstab (amaurosis fugax) som tidligt symptom. I det forreste segment kan der ses neovaskularisering af iris (rubeosis iridis), som kan føre til neovaskulært glaukom. I det bagerste segment ses dilaterede, men ikke snoede nethindevener, spredte blødninger (typisk midtperifert) og makulaødem. Et paradoksalt lavt øjentryk kan ses på det afficerede øje grundet nedsat kammervandæskeproduktion fra det iskæmiske strålelegeme.

 

Forekomst

OIS er en relativt sjælden tilstand med en estimeret årlig forekomst på ca. 7,5 per million. Tilstanden rammer oftest mænd over 65 år. Bilateral involvering ses i op til 20 % af tilfældene. OIS er klinisk vigtig, fordi den signalerer alvorlig systemisk aterosklerotisk sygdom med øget risiko for apopleksi og myokardieinfarkt.

 

Risikofaktorer

Risikofaktorerne for OIS er identiske med dem for generaliseret aterosklerose:

  • Svær carotisstenose — typisk over 90 % stenose af arteria carotis interna.
  • Hypertension — væsentlig risikofaktor for aterosklerose.
  • Diabetes mellitus — accelererer aterosklerotisk sygdom.
  • Hyperlipidæmi — fremmer plakdannelse i karrene.
  • Rygning — en af de stærkeste risikofaktorer for carotissygdom.
  • Køn — mænd rammes hyppigere end kvinder.

 

Diagnostik

Diagnosen kræver en samlet vurdering af okulære fund og vaskulær udredning:

  • Fundoskopi — viser dilaterede nethindevener (uden snoethed, til forskel fra CRVO), midtperifere dot-blot-blødninger, mikroaneurismer og eventuelt neovaskularisering af papillen.
  • Fluorescein-angiografi — viser karakteristisk forlænget retinal cirkulationstid, choroidal hypoperfusion og lækage fra retinale kar.
  • OCT — kan påvise makulaødem.
  • Øjentryksmåling — paradoksalt lavt tryk på det afficerede øje er et vigtigt diagnostisk fingerpeg.
  • Carotis-ultralyd eller CT-/MR-angiografi — afgørende for at påvise carotisstenose. Akut henvisning til karkirurgisk vurdering er indiceret.

 

Behandling

Behandlingen af OIS er rettet mod både de okulære komplikationer og den underliggende carotissygdom:

  • Carotis endarterektomi eller stenting — den vigtigste intervention for at genoprette blodforsyningen til øjet og reducere risikoen for apopleksi. Beslutningen træffes i samarbejde med karkirurg.
  • Panretinal fotokoagulation — laserbehandling kan være nødvendig ved neovaskularisering for at forebygge neovaskulært glaukom.
  • Anti-VEGF-injektioner — kan anvendes ved makulaødem eller som supplement ved neovaskularisering.
  • Øjentryksregulering — behandling af sekundært glaukom med øjentryksænkende dråber eller kirurgi.
  • Systemisk risikofaktorstyring — blodtrykskontrol, statinbehandling, antitrombotisk behandling og rygestop i samarbejde med egen læge og kardiolog.

 

Prognose

Prognosen for synet ved OIS er generelt alvorlig. Selv med behandling opnår kun ca. 25 % af patienterne en synsstyrke på 6/12 eller bedre. Den 5-årige mortalitet er øget på grund af den underliggende kardiovaskulære sygdom. Tidlig diagnostik og tværfagligt samarbejde mellem øjenlæge, karkirurg og kardiolog er afgørende for at optimere både den okulære og den systemiske prognose.