Lyme-borreliose er en flåtbåren infektionssygdom forårsaget af spirokæten Borrelia burgdorferi. Sygdommen er udbredt i Danmark og kan påvirke øjet i alle stadier af infektionen. Okulære manifestationer spænder fra mild konjunktivitis i den tidlige fase til uveitis, optikusneuritis og kranienervepareser i de senere stadier. Lyme-borreliose er en vigtig differentialdiagnose ved uforklaret øjenbetændelse, særligt i endemiske områder.

 

Hvad er Lyme-borreliose?

Lyme-borreliose overføres til mennesker ved bid fra inficerede flåter (Ixodes ricinus i Europa). Infektionen forløber i stadier: tidligt lokaliseret stadie med erythema migrans (det klassiske røde ringformet udslæt), tidligt dissemineret stadie med spredning til nervesystem, led og hjerte, samt sent stadie med kroniske komplikationer. Øjenmanifestationer kan opstå i både det tidlige og sene forløb og kan i sjældne tilfælde være det første symptom på sygdommen.

 

Sygdomsudvikling

I det tidlige disseminerede stadie (uger til måneder efter flåtbid) kan Borrelia sprede sig hæmatogent til øjets væv. De hyppigste okulære manifestationer er uveitis og kranienervepareser, især af nervus facialis (VII. kranienerveparese) og nervus abducens (VI. kranienerveparese). Optikusneuritis og intermediær uveitis med vitritis kan også forekomme. I det sene stadie kan kronisk neuroborreliose give vedvarende okulære symptomer og keratitis.

 

Forekomst

Danmark er et endemisk område for Lyme-borreliose, og der registreres årligt tusindvis af tilfælde. Okulære manifestationer ses hos en mindre, men klinisk vigtig andel af patienter med dissemineret sygdom. Den præcise forekomst af øjensymptomer er vanskelig at opgøre, da mange tilfælde formentlig fejldiagnosticeres som idiopatisk uveitis eller anden øjenbetændelse.

 

Risikofaktorer

Risikoen for Lyme-borreliose med øjenpåvirkning afhænger af eksponering og sygdomsforløb:

  • Flåtexponering — ophold i skovområder, højt græs og haveøer i de varme måneder øger risikoen for flåtbid.
  • Forsinket eller manglende behandling — ubehandlet tidlig Lyme-borreliose øger risikoen for disseminering til øjet og nervesystemet.
  • Endemisk område — Sjælland og Bornholm har særligt høj forekomst af Borrelia-inficerede flåter.
  • Immunsuppression — svækket immunforsvar kan disponere for mere alvorligt forløb.

 

Diagnostik

Diagnosen kræver en kombination af klinisk mistanke, serologisk testning og relevant øjenundersøgelse. Ved uforklaret uveitis, særligt intermediær uveitis med vitritis, eller ved kranienerveparese hos en patient med mulig flåtexponering, bør Lyme-borreliose overvejes. Serologisk testning (ELISA efterfulgt af Western blot) bekræfter antistofrespons. Ved mistanke om neuroborreliose kan lumbalpunktur med intratekal antistofproduktion være afgørende. En grundig spaltelampeundersøgelse og fundoskopi vurderer omfanget af okulær involvering. Differentialdiagnoser inkluderer sarkoidose, syfilis og tuberkulose.

 

Behandling

Behandlingen retter sig mod den underliggende Borrelia-infektion:

  • Antibiotisk behandling — intravenøs ceftriaxon er standardbehandling ved neuroborreliose og okulær involvering. Oral doxycyclin kan være tilstrækkelig ved mildere tilfælde.
  • Topikale steroider — ved anterior uveitis suppleres antibiotikabehandling med steroidholdige øjendråber for at dæmpe den intraokulare inflammation og forebygge komplikationer.
  • Cycloplegiske øjendråber — bruges ved anterior uveitis for at lindre smerter og forebygge synekier (sammenklæbninger).
  • Systemiske steroider — kan være indiceret ved svær optikusneuritis eller posterior uveitis, altid i kombination med antibiotika.
  • Neurologisk samarbejde — patienter med neuroborreliose bør følges i tæt samarbejde mellem øjenlæge og neurolog.

 

Prognose

Prognosen er generelt god ved rettidig antibiotikabehandling. De fleste okulære manifestationer, herunder uveitis og kranienervepareser, bedres over uger til måneder under korrekt behandling. Forsinket behandling kan dog medføre vedvarende synsnerveskade eller kronisk inflammation. Regelmæssig opfølgning hos øjenlægen er vigtig for at monitere behandlingsrespons og opdage eventuelle komplikationer som cystoidt makulaødem eller sekundært glaukom.