Sarkoidose-associeret uveitis er en betændelsestilstand i øjets indre lag, der skyldes sygdommen sarkoidose. Sarkoidose er en sygdom, hvor kroppens immunforsvar danner små betændelsesknuder (kaldet granulomer) i forskellige organer – typisk lunger, hud og lymfeknuder, men også øjnene kan blive påvirket. Når sarkoidose rammer øjet, kaldes det uveitis, og det kan give sløret syn, øjensmerter, rødme og lysfølsomhed. Øjenbetændelsen kan være første tegn på sarkoidose, eller den kan opstå senere i forløbet. Det er vigtigt at behandle uveitis tidligt for at undgå varige skader på synet.
Sygdomsudvikling
Sarkoidose-associeret uveitis opstår, når immunsystemet aktiveres og danner små betændelsesknuder i øjets væv – især i regnbuehinden, strålelegemet og årehinden. Betændelsen kan være ensidig eller ramme begge øjne. Uveitis ved sarkoidose udvikler sig typisk over tid og kan være kronisk eller komme i anfald. Nogle oplever kun milde gener, mens andre får mere udtalte symptomer og synsforstyrrelser.
Sygdommen kan vise sig på forskellige måder:
- Anteior uveitis: Rammer den forreste del af øjet, ofte med rødme og smerter
- Intermediær uveitis: Påvirker glaslegemet og giver ofte sløret syn og flydende uklarheder.
- Posterior uveitis: Påvirker nethinden og årehinden, og giver ofte synsforstyrrelser uden smerter
- Panuveitis: Når hele øjet er betændt – en mere sjælden og alvorlig form
Betændelsen kan føre til komplikationer som øget tryk i øjet, grå stær eller hævelse i nethinden, hvis den ikke behandles.
Forekomst
Sarkoidose er en relativt sjælden sygdom, men forekommer i hele verden. Den ses hyppigst hos yngre voksne mellem 20 og 40 år og lidt oftere hos kvinder end hos mænd. I Skandinavien er sygdommen mere udbredt end i mange andre dele af verden. Uveitis forekommer hos cirka 20-30 % af personer med sarkoidose, og for nogle er det det første tegn på sygdommen. Øjenbetændelsen kan opstå længe før eller efter sarkoidose er diagnosticeret i andre organer.
Risikofaktorer
Man kender ikke den præcise årsag til sarkoidose, men det menes at være en kombination af genetisk disposition og påvirkninger fra miljøet, som udløser en overaktiv reaktion i immunsystemet. Når immunsystemet bliver overaktivt, danner det de karakteristiske betændelsesknuder i vævene.
Risikofaktorer for sarkoidose og sarkoidose-associeret uveitis kan være:
- Arvelig tilbøjelighed
- Tidligere tilfælde af sarkoidose i familien
- Oprindelse fra områder med høj forekomst (f.eks. Skandinavien, Japan, visse afrikanske lande)
- Alder mellem 20 og 40 år
Sygdommen er ikke smitsom og kan ikke overføres mellem mennesker.
Diagnostik
Hvis en person får uveitis, vil øjenlægen forsøge at finde årsagen. Når der er mistanke om sarkoidose, undersøger man både øjnene og kroppen for tegn på sygdommen. Diagnosen baseres på en kombination af øjenfund og undersøgelser af kroppen.
Typiske undersøgelser kan være:
- Øjenundersøgelse med spaltelampe, undersøgelse af nethinden med specialliser og optisk kohærens tomografi (OCT)
- Blodprøver (bl.a. ACE)
- Billeder af lungerne for at se efter forstørrede lymfeknuder
- I nogle tilfælde vævsprøve (biopsi) for at bekræfte diagnosen
Diagnosen stilles oftest i samarbejde mellem øjenlæge og læger med speciale i lungesygdomme, reumatologi eller medicinske sygdomme.
Behandling
Målet med behandlingen er at dæmpe betændelsen og forhindre skader på synet. Behandlingen afhænger af, hvor alvorlig betændelsen er, og om den kun er i øjet eller også i andre dele af kroppen.
Mulige behandlinger inkluderer:
- Øjendråber med binyrebarkhormon
- Tabletter med binyrebarkhormon
- Immunhæmmende medicin – bruges, hvis steroid ikke er nok eller giver for mange bivirkninger
- Øjentryksænkende medicin – hvis sygdommen giver forhøjet tryk i øjet
- Tæt kontrol hos øjenlæge og evt. lungemediciner
Behandlingen varer ofte i flere måneder, og nogle gange er der behov for langtidsbehandling for at holde sygdommen i ro.
Prognose
De fleste med sarkoidose-associeret uveitis får det bedre med behandling, og mange bevarer et godt syn. Hvis betændelsen opdages tidligt og behandles effektivt, er der gode chancer for at undgå komplikationer. Hos nogle personer kan uveitis dog være langvarig eller komme tilbage i perioder, og det kræver tæt opfølgning.
Mulige komplikationer, hvis sygdommen ikke behandles:
Langt de fleste kan leve et normalt liv med god synsfunktion, hvis sygdommen holdes under kontrol.
