Myopisk degeneration er en øjensygdom, der kan opstå hos personer med høj grad af nærsynethed (myopi). Nærsynethed betyder, at øjet er længere end normalt, og det kan medføre, at nethinden og andre strukturer i øjet bliver strakt og udtyndet. Hos nogle personer fører dette til skader på øjets bageste del – især i nethinden og årehinden – hvilket kaldes myopisk degeneration. Sygdommen kan give synsnedsættelse, især i det centrale syn, og i værste fald føre til varigt synstab. Myopisk degeneration er en kronisk tilstand, men der findes behandlinger, som kan bremse udviklingen af visse komplikationer.
Sygdomsudvikling
Myopisk degeneration udvikler sig over tid som følge af øjets forlængede form ved høj nærsynethed. Det lange øje medfører, at nethinden, årehinden og andre væv på øjets bagvæg bliver tyndere og mere sårbare. Over tid kan der opstå forandringer som nethindeforandringer (atrofi), rynker eller revner i vævet (lakuner), og hos nogle dannes karnydannelser i nethinden. Disse nye blodkar kan lække væske eller blod og forårsage arvæv, som forværrer synet. Sygdommen udvikler sig langsomt, men for nogle sker der hurtigere forværring, især hvis der opstår komplikationer som blødning eller nethindeløsning.
Forekomst
Myopisk degeneration forekommer kun hos en mindre andel af personer med høj nærsynethed. Det ses hyppigst hos voksne, der har været nærsynede siden barndommen og har en brille- eller kontaktlinsekorrektion på -6 dioptrier eller derover. I takt med at nærsynethed bliver mere udbredt globalt, forventes antallet af personer med myopisk degeneration også at stige. Kvinder og mænd rammes omtrent lige ofte.
Tilstanden er mere udbredt i Østasien, hvor høj nærsynethed er særligt hyppig, men den forekommer også i Europa og Danmark.
Risikofaktorer
Den vigtigste risikofaktor for at udvikle myopisk degeneration er høj nærsynethed, særligt når den opstår tidligt i livet og udvikler sig til såkaldt patologisk (sygelig) myopi.
Andre faktorer, der øger risikoen, kan være:
- Arvelig disposition til høj nærsynethed
- Hurtig forværring af nærsynethed i barndom eller ungdom
- Miljøfaktorer som mange timers nærlæsning og lidt tid udendørs i barndommen
- Høj alder – da forandringerne ofte tiltager med årene
Myopisk degeneration ses sjældent hos personer med lav eller moderat nærsynethed.
Diagnostik
Diagnosen stilles af en øjenlæge og kræver en grundig undersøgelse af øjets bageste strukturer. Lægen vil ofte udvide pupillerne med øjendråber for at kunne se hele nethinden. De vigtigste undersøgelser er:
- Undersøgelse med spaltelampe og nethindenundersøgelse med speciallinser eller fotografier
- Optisk kohærens tomografi (OCT) for at vurdere nethindens lag og se efter væske, arvæv eller nye blodkar
- Fluorescein angiografi (FA) og indocyaningrøn angiografi (ICGA) i udvalgte tilfælde for at afklare tvivl om evt. karnydannelse
Det er vigtigt at skelne myopisk degeneration fra andre sygdomme, som kan give lignende symptomer, såsom aldersrelateret makuladegeneration eller diabetisk øjensygdom.
Behandling
Der findes ingen behandling, der kan helbrede myopisk degeneration eller gøre øjet kortere. Behandlingen sigter i stedet mod at bremse udviklingen og behandle komplikationer.
De vigtigste behandlinger er:
- Øjensprøjter med medicin (anti-VEGF) – bruges, hvis der opstår unormale blodkar og væske under nethinden. Disse sprøjter kan stabilisere eller forbedre synet.
- Laserbehandling – anvendes i sjældne tilfælde ved blødninger eller risiko for nethindeløsning
- Hjælpemidler – fx forstørrelsesglas eller elektroniske læseapparater ved nedsat centralsyn
Ved nethindeløsning eller alvorlig blødning kan operation være nødvendig.
Prognose
Prognosen ved myopisk degeneration afhænger af, hvor fremskreden sygdommen er, og om der opstår komplikationer. Mange med høj nærsynethed har normale eller let nedsatte synsfunktioner hele livet. Hos personer med myopisk degeneration kan synet dog gradvist forringes, især hvis der dannes nye blodkar eller opstår blødning under nethinden. Tidlig opdagelse og behandling af komplikationer giver bedre muligheder for at bevare synet. Det perifere syn forbliver som regel intakt, og mange kan tilpasse sig synsændringer med hjælpemidler.
